Nørhalne Byløb samler løbere fra hele Nørhalne og omegn

Du kan blive en del af et stærkt fællesskab og aktivt foreningsliv

Nørhalne er et lille samfund med et stort hjerte.

Mange der bor i byen, har frivilligt arbejde og tager initiativ til mange sjove, spændende og sociale aktiviteter.

Fællesskabet er vigtigt for, at en lille by kan have samme fordele som større byer. 

Derfor er der et tæt samarbejde mellem Nørhalnes forskellige foreninger. Der er mange af dem, og de samler unge, ældre og familier på tværs af byen. 

Nørhalne Samarbejdet har fokus på at samle byen sammen med Borgerforeningen, der også driver forsamlingshuset.

Der er også en historisk forening, menighedsråd, antenneforening og byens vandværk.

Du kan selv være aktiv eller blot være med og støtte op

Ønsker du at være en del af foreningslivet i byen, kan du se nogle af mulighederne herunder.

Er du mere til at være med i fællesskabet på en uforpligtende måde, så kom med og støt op, når der er marked, dans i forsamlingshuset eller der sker noget i hallen.

Byen samles også online. Se links til sociale medier her.

Nørhalne Samarbejdet​

Nørhalne Samarbejdet består af en tovholdergruppe med repræsentanter fra alle foreninger i Nørhalne og skole, SI og daginstitutioner.

Nørhalne Samarbejdet startede i 2013 med ønsket om et tættere samarbejde mellem byens forskellige foreninger.

Samarbejdet koordinerer de mange aktiviteter som foregår i byen.

Idrætsforeningen Fremad Nørhalne

Fremad Nørhalne er byens idrætsforening, hvor du kan gå til traditionelle sportsgrene som fodbold, håndbold, volleyball, gymnastik og badminton.

Ud over de traditionelle sportsgrene har Fremad Nørhalne også etableret et velfungerende fitnesscenter, og det er også muligt at spille petanque. 

Hvis du ønsker at blive medlem, kan du se mere her.

Nørhalne Borgerforening

Borgerforeningen blev stiftet i 1963 og har i 2023 60 års jubilæum.

Foreningens formål er at gavne borgerne i Nørhalne og virke som bindeled mellem borgere og kommunen, andre myndigheder og foreninger.

Borgerforeningen driver i dag forsamlingshuset og arranger for eksempel fastelavnsfest i februar, gule ærter for pensionister i marts, sankthansbål i juni, juletræ i samarbejde med idrætsforeningen, loppemarkeder og banko.

Nørhalne Forsamlingshus

Nørhalne Forsamlingshus er et vigtigt samlingspunkt i byen både i hverdagen og til fest.

Huset blev renoveret i løbet af 2019 og 2020, hvor særligt den store sal har fået et løft. Huset fremstår i dag særdeles flot og indbydende.

Huset kan lejes af alle til fester og arrangementer.

Nørhalne Søgruppe

Nørhalne Sø er en tidligere grusgrav, der blev gravet under 2. verdenskrig.

Søen er gjort tilgængelig med stor velvilje fra lodsejerne, og specielt Jes Dige har været særdeles imødekommende, og har givet os en tinglyst færdselsret på hans store del af søen.

Stisystemer, bålplads, broer og bord-bænksæt er – som så meget andet i Nørhalne – kommet i stand på grund af stor frivillig arbejdsindsats fra byens borgere og tilskud fra diverse fonde og Jammerbugt Kommune.

Biersted Nørhalne Lokalhistoriske Forening​

Foreningens formål er at fremme og styrke den almene interesse for Biersted sogns historie og medvirke til at bevare egnens historiske værdier.

Foreningen indsamler, registrerer og bevarer arkivalier, billeder, billed- og lydoptagelser, trykt materiale og andre data.

Nørhalne Antenneforening

Nørhalne Antenneforening er oprettet i 1986, med eget kabelnet, som i dag kan betjene over 460 husstande, med attraktive tv-pakker, radiokanaler, bredbånd & IP-telefoni som nogle af valgmulighederne.

Nørhalne Vandværk

Vandværket blev etableret i 1933 og ligger på Bakmøllevej 2.

Vandværket har siden forsynet Nørhalne By og omegn med drikkevand, som udvindes fra to boringer.

Vandværket er løbende renoveret og ombygget, så det i dag fremstår som et godt vedligeholdt og driftssikkert vandværk.

Menighedsrådet

Nørhalne er en del af Biersted sogn og hører derfor også til Biersted kirke.

I Nørhalne ligger også en sognegård. Du kan læse mere om sognegårdens aktiviteter her.

Kirken ligger på bakken imellem Nørhalne og Biersted på adressen Nørhalnevej 51, 9440 Åbybro.

Kirken er åben for besøg hverdage kl. 8.00-16.00, og kirkegården er desuden altid et besøg værd.

Byen samles også online

Nørhalne Samarbejdet driver ikke selv sociale medier, men der findes flere grupper, der kan være værd at følge, hvis du bor i Nørhalne.